Familien Lund – Tambohusekro

Familien Lund 
værtsfolk på Tambohus Kro

Af Herman Rømer

En meget væsentlig periode i Tambohus’ historie er perioden, hvor familien Lund er værtsfolk på Tambohus Kro. Den fortjener derfor en særlig omtale.

Niels Lund overtager kroen efter sine forældre

Niels Lund Pedersen, kaldet Niels Lund blev født i Tambohus den16. feb. 1865 og har boet der hele sit liv med undtagelse af den periode, han var soldat, marinesoldat. Han var påmønstret skibet Tordenskjold fra den 13. april 1887, til han blev hjemsendt den 30. september samme år.


Niels Lund

Den 10. oktober 1893 blev han gift i Hvidbjerg kirke med Ane Nielsen fra Semb og overtog samme år kroen efter sin mor, Mette Cathrine Christensen, der var blevet enke efter Christen Pedersen.

Af købekontrakten fremgår det, at der til ejendommen, Tambohus kaldet, hører en hel del jord, såvel i Tambohus, men f.eks. også i Egebjerg (bl.a. der, hvor udkigstårnet i dag er placeret).

Køberen Niels Lund erhverver foruden bygninger og jord også retten til at drive færgefart efter sin far, men må på egen bekostning erhverve kongelig bevilling.


Tambohus Kro 1907

Da Niels Lund køber ejendommen for en pris, der ligger væsentlig under ejendommens vurderingsværdi, forpligter han sig også til at betale et beløb på 5000 kr. til hver af sine to søskende, hvis han får bevilling til færgefarten, ellers 4000 kr.

Det endelige skøde blev læst den 25. juni 1894 og protokolleret ved Hassing Refs herred den 25. juli samme år.

 

Aftægtskontrakt

Samme dag blev der også udfærdiget en aftægtskontrakt mellem moderen og Niels Lund. Af den fremgår det bl.a., at han forpligter sig til at yde moderen forskellige former for naturalier, f. eks. mælk, kød og brændsel, som det var almindeligt på daværende tid, alt sammen nøje præciseret. Desuden fik moderen overdraget et lille hus, som ejeren havde ladet bygge ved kroen til beboelse for livstid. Ejeren skulle holdet det ved lige udvendigt, men Mette Cathrine måtte selv holde det ved lige indvendigt. Herudover havde hun sikret sig pant i ejendommen.

Mette Cathrine havde således sikret sit udkomme, enten hendes søn beholdt kroen eller ej. Men Niels og Ane klarede den opgave, de havde fået, og den 17. aug. 1921 henvendte Niels Lund sig til herredsfuldmægtig Bach efter Mette Cathrines død for at få hendes aftægt udslettet af pantebogen.

 

Byen opstår

Af ovenstående fremgår det at ejerskifte i forbindelse med generationsskifte kunne være en omstændelig og til tider ret så forpligtende affære. F. eks. måtte Niels Lund flere gange bede sin moder om hendes underskrift i forbindelse med salg af byggegrunde til de huse, der efterhånden begyndte at skyde op, da fjordfiskeriet omkring århundredskiftet for alvor tog fart.


Tambohus ca. 1910

Vi må huske på, at det ikke var kroen, der opstod i forbindelse med fiskelejet. Nej, det var fiskelejet, der opstod omkring kroen og færgeriet.

 

Døgnvagt på færgeriet

Ane og Niels Lund fik i deres ægteskab 3 piger. Noget stort folkehold havde de ikke på kroen, 2 karle og en pige var det almindelige.

Om Ane Lund ved vi, at hun var en stærk personlighed, der havde styr på tingene, hvilket måske også var nødvendigt, da Niels Lund havde mange andre gøremål.

2 karle måtte han have, da der til færgeriet fulgte flere forpligtigelser, f. eks. den, at det døgnet rundt skulle være muligt at komme over sundet på grund af lægebefordringen. Jegindøs læge boede i Hvidbjerg, og det var uendelig besværligt at få fat på ham ved nattetide, men færgemændene var der.


Færgen mellem Tambohus og Jegindø

For 25 øre blev man sejlet over sundet, ofte med to færgekarle. En pris, der holdt i mange år. En hjælp blev det for jegindøboerne, at man i 1897 fik installeret telefonforbindelse mellem øen og Hvidbjerg, og året efter blev der minsandten også telefon på kroen. I øvrigt en nymodens ting, man lige måtte vænne sig til, f. eks. fortælles, at da kroens nærmeste nabo, Lorenz, engang blev kaldt til telefonen, tog han hatten af og bukkede dybt.

 

Kromand og handelsmand m.m.

Niels Lund var ikke kun kromand og købmand. Han handlede også med heste – små heste – som han opkøbte og solgte videre til egnens husfolk, enten som køreheste eller arbejdsheste. Her som i alt andet var Niels Lund en ærlig mand, som man trygt kunne handle med uden at blive snydt. Et flot syn var det, når Niels Lund vendte hjem med heste, han havde købt.

Niels Lund drev også fiskeri – om end han ikke selv var aktiv fisker – så var han medejer af bundgarn og ruser. Det var uden tvivl også Niels, der lod Garnhuset bygge, som den dag i dag tilhører kroen og bliver brugt til mange ting, lagerplads, kajakhus og sidst, men ikke mindst, kulturhus for bylauget, der hvert år holder deres sommerfest her.

 

Stegte ål

Det, der imidlertid gjorde kroen kendt, ja, man kan næsten sige dens varemærke, var maden og især de stegte ål, som stadig er en yndet spise på stedet. Disse blev i Ane og Niels’ tid i mange år serveret for én kr. pr. portion a et pund. Man skulle så tro, at de ville tjene ind på gyngerne ved at servere rigelig med snaps eller brændevin, som det nok hed dengang. Men nej! 2 genstande fandt Ane passende, især når det var unge mennesker, det drejede sig om. Var de mere tørstige, kunne de få en sodavand. Til ældre mennesker kunne der nok blive en smule mere.

 

Kroens storhedstid

En anden grund til, at kroen blev kendt, var nok, at der tre gange om ugen var dampskibsforbindelse til Tambohus. Derfor kom der folk såvel til kroen som til købmandsbutikken.


foto
 - Fragtskib ved broen – Broen var placeret på Jegindø med dæmningen lige bag broen

Rejsende til Jegindø, Mors og videre fart i

Jylland kom også den vej og har nok i nogle tilfælde lagt vejen forbi kroen.

 

Dæmningsbyggeriet gav en overgang særdeles gode og livlige tider for kroen, da mange af de udensogns arbejdere boede der. Prisen herfor var en krone om dagen, men daglønnen var jo heller ikke stor.

 

Færgeriet nedlægges – Niels Lund dør

Værre gik det imidlertid, når vi lige ser bort fra indvielsesfesten i forbindelse med færdiggørelsen af dæmningen den 15. dec. 1915. Den blev naturligvis holdt på kroen.


foto
 - Broen til Jegindø, som dæmningen ofte blev be-nævnt – givetvis på grund af gennemsejlingen, som dæmningen dengang var forsynet med og som nu er genetableret.

Efter den tid blev færgeriet overflødigt, efter at man i 125 år havde sejlet folk og fæ over sundet. Niels Lund fik for tabet af færgeprivilegiet en erstatning fra Jegindø kommune på 4000 kr.

Som Børge Højberg fortæller i filmen Enbyvandring gennem Tambohus, døde Niels Lund pinsedag 1935. Naturligvis en hændelse, folk bemærkede. Han havde jo ikke været en ubetydelig person på egnen. Det er måske hans og Anes fortjeneste, at der stadig ligger en kgl. privilegeret kro ved Tambosund.

 

Ane Lund driver kroen videre

Ane drev selv kroen videre, til hun var over 80 år. Hun stod selv i køkkenet og havde kun en ung pige til at hjælpe sig, men der blev ikke slækket på reglerne. Kun hvis der skulle være selskab, havde hun en kogekone til at hjælpe sig. Men hun serverede heller ikke for alle og enhver. Det måtte bl.a. Christen Christiansen, der var fiskeriminister under Hedtoft, sande.

Han havde været en tur på Jegindø, muligvis for at løse nogle af fiskernes problemer. Da han undervejs kom forbi kroen, sendte han sin chauffør ind for at bestille stegte ål til 2, men chaufføren fik besked på, at de kunne få stegte rødspætter eller ingenting. Det måtte de så sige tak til, hvis maden så kunne stå parat, når de kom tilbage fra Jegindø.

Men da de mødte op, var der ikke dækket op og ingen mad. Det forstod de ikke rigtig, men fik forklaringen, da de mødte Ane. Hun sagde: ”Æ hår fot å veed, do er socialdemokratisk fiskeriminister, så do ka et fo serveret her.”

En anden gang kom et – måske ikke særlig stilfærdigt – selskab lidt efter middagstid og ville gerne have serveret. Men kroen var lukket. Ane skulle sove til middag!

Utallige er de historier, der fortælles om Ane. Kendte hun ikke gæsterne, var det ikke sikkert, de blev lukket ind, men var man velkommen, var der ikke ende på den betjening, man kunne møde, og havde man så et par gode dagligdags historie, havde Ane en god dag, og man var velkommen en anden gang.

 

 

Ane Lund sælger kroen til Rysgaard

I 1952 begyndte Anes kræfter for alvor at svinde. I købmandsbutikker var der dengang et par flittige unge mennesker, Thea og Hå-kon Rysgaard. De gik Ane til hånde, så meget deres tid tillod det, men den 1. juli drejede Ane nøglen til kroen, og mange troede, det blev enden på Tambohus Kro, da ingen af børnene var interesseret i at drive den videre.

Det kom imidlertid til at gå anderledes. Det unge par, Thea og Håkon Rysgaard, købte kroen efter alvorlige samtaler med spare-kassen og Håkons farvel til cigaretterne, men herom fortæller Håkon selv i filmen Håkon Rysgaard og Tambohus Kro.

Ane Lund rejser til sin datter i Viborg, hvor hun dør den 20. juli 1952. Hermed forsvinder kroen ud af den oprindelige families ejerskab. En epoke i kroens historie er slut. Et helt nyt liv tog nu sin begyndelse på Tambohus Kro.

 

Kilde:

Tambohus Kros jubilæumsskrift 1842-1992, Egns-historisk forenings årsskrift for Thyholm og Jegindø, Arkivet m.fl. samt private fotos

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>