Spring til indhold

Tambohus

Renovering

Renovering

Artikel fra “AktionærNyt”, Hvidbjerg Bank, marts 2008

Renovering af naturhavnen blæste nyt liv i Tambohus

Indtil for blot et års tid siden var bolværket på kajen i Tambohus Naturhavn ædt op af orme, og flere steder var havnen fuldstændig sandet til, så der i praksis ikke var mulighed for at lægge en lille båd til. Men så kom et fast besluttet Tambohus Bylaug på banen og udformede en plan for naturhavnens genopståen.

Som sagt så gjort, og cirka fire millioner kroner og en ivrig lokal indsats senere er havnen nu livligt omdrejningspunkt for lokale og besøgende. I sommeren 2007 var naturhavnen færdigrenoveret, og alle weekender med godt vejr var der fuldt belagt med både.

Lars03444_600
Tambohus naturhavn. Foto: Lars Hvid (bemærk skyggen af forografens motoriserede faldskærm)

 

”Vi har talt om, om man kan hænge en rød lampe ud, når alt er optaget,” siger Ole Brændgaard i spøg. Han er formand for havneudvalget og begejstret for den succes, havnen allerede har vist sig at være. Der kan være en seks-otte både i havnen ad gangen, og mange sejlere stævner ind for at få en bid mad på Tambohus Kro og nyde naturen.

”Folk, der kom forbi, sagde: hvor er det et lækkert sted. Det ER jo en naturhavn,” fortæller Ole Brændegaard med henvisning til, at renoveringen af havnen er foretaget med udgangspunkt i den eksisterende havn.

”Vi har ikke fået lavet en stor flot mole med plads til store lystbåde, men i stedet brugt det, der var. For eksempel er molen den samme, som fiskerne brugte i sin tid,” siger han.

Nye tider – nye aktiviteter

Ole Brændgaard bor i Hadsten og har sommerhus i Tambohus, hvor han er kommet, siden han var dreng i 1950’erne. Og han er glad for, at livet er vendt tilbage til havnen, efter den sidste erhvervsfisker trak garnet op i begyndelsen af det nye årtusinde.

”Der er selvfølgelig en helt anden dynamik, end der var, da der var erhvervsfiskeri. Der sker noget andet nu,” siger han og forklarer, at den nye toiletbygning, bålpladsen, borde og bænke alt sammen har været med til at tiltrække et leben og skabe et miljø. Ole Brændgaard bemærker, at renoveringen også har medført den sidegevinst, at den hendøende kajakklub har fået flere medlemmer. Det er hans store håb, at der vil komme endnu flere aktiviteter til området i kølvandet på den fornyede havn.

Pengene til den omfattende overhaling af naturhavnen er kommet fra både offentlige og private kasser. Derudover har lokale folk brugt adskillige fridage med frivilligt arbejde på at være med til at puste liv i den stemningsfyldte naturhavn.

Tambohus naturhavn. Foto: Lars Hvid
Tambohus naturhavn. Foto: Lars Hvid

Ny badebro 2023

Ny badebro 2023

Så er byens badebro klar

Arkiver

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *